Kan du holde fokus?







Gambling kan stjæle fokus fra dit game. Når du gambler, er du mindre mentalt til stede til træning og turneringer. Gambling er derfor en dårlig interesse, hvis du gerne vil have en esportskarriere.


Din evne til at holde fokus i spillet er afgørende for at blive en rigtig god gamer. Fokus har både betydning for dit overblik i spillet, din reaktionsevne og din evne til ikke at blive distraheret af fejl, forstyrrelser og træthed. Fokus er derfor også afgørende for din udholdenhed.

Hvile og restitution er afgørende for, at du kan holde fokus. Restitution indebærer både fysisk, ernæringsmæssig og mental restitution. Det er altså vigtigt at sørge for både din fysiske og mentale sundhed.

Vil du være topspiller og holde fokus på spillet, indebærer det også at have styr på dit liv uden om esporten. Her taler vi om såkaldte life skills. At have gode life skills er vigtigt for at opbygge et brand som professionel gamer, der både er rollemodel og superstjerne, som forstår fanpleje, sponsorpleje og lever op til forpligtelserne i sin kontrakt. Du skal altså have styr på dit liv, hvis du vil tage din karriere seriøst og opbygge dit brand – og måske blive den nye Ronaldo indenfor esport.